Hele familien i skole
12 ugers skolegang sammen med far og mor skal hjælpe århusianske børn med svære problemer.
19. maj 2006, kl. 12:43
Mere end 30 dage gammel
12 ugers intensiv skolegang sammen med mor og far. Det er skemaet for de børn fra 0. til 6. klasse, der skal gå på Århus Kommunes nye Familieskole i Tilst.
Skolen, der bliver indviet i dag, skal hjælpe børn med sociale, faglige eller følelsesmæssige problemer. Målet er at Familieskolens elever efter de 12 uger kan fortsætte i deres normale klasse.
- Ved at inddrage forældrene kan Familieskolen være med til at forebygge anbringelser og eksklusion af barnet fra normalklassen, siger rådmand Gert Bjerregaard (V).
Familieskolen får plads til ni familier ad gangen. Den er etableret som et tre-årigt fælles projekt for Socialcenter Vest og Tilst Skole.