Heldig østjyde vinder svimlende millionbeløb
Et heldigt par fra Skanderborg er blevet 7.343.034 kroner rigere på Eurojackpot.
"Tillykke! Du har vundet nedenstående gevinst på spil", er en mail den heldige vinder har modtaget mange gange. Indtil videre har det kun været beskedne beløb, men denne gang skulle det være lidt anderledes.
Derfor gik der også lidt tid, før det kunne bundfælde sig for det heldige par fra Skanderborg, at de har vundet mere end syv millioner kroner i Eurojackpot. Parret har ikke de store materialistiske ønsker, men de vil bruge pengene på deres to børn, rejser og hjælpeorganisationer.
Læs også
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Vinderen ønsker at være anonym, oplyser Danske Spil.
Troede beløbet var mindre
Ved første øjekast troede den heldige vinder, at beløbet var betragteligt mindre. Han har adskillige gange modtaget en mail fra Danske Spil med beskeden om beløb mindre end 100 kroner.
- Altså, man går jo og drømmer om alt det, man kunne gøre, hvis man pludselig vandt en stor gevinst. Men man tror jo slet ikke på, at det overgår en selv. Det er fuldstændig uvirkeligt, siger manden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Han fortæller, at han kiggede op fra telefonen og sagde til sin kone, at han har vundet over 7.000 kroner.
Læs også
Den heldige vinders ægtefælle var ikke lige så entusiastisk til at starte med, men ved nærmere eftertælling af tallene steg begejstringen også hos hende.
Ikke tid til at juble
Parret havde dog ikke tid til at juble over den lange talrække, da de havde en aftale med deres venner samme aften. Glæden boblede videre indeni, og vinderen understreger, at parret har været gode til at tage det roligt.
- Det var virkelig svært at holde masken, for vi nåede at aftale, at vi ikke skulle fortælle nogen om vores held, fortæller han til Danske Spil.
Det var først, da gæsterne var gået, at de fejrede deres nye status som millionær med en flaske bobler.
Vinderen siger til Danske Spil, at de begyndte at fantasere om, hvad de kunne ændre i deres liv med den store gevinst.
- Vi har altid levet jævnt og har aldrig svømmet i penge, så dette er helt vanvittigt for os. De kommer simpelthen som en gave fra himlen, fortæller han til Danske Spil.
Parret vil gerne hjælpe deres to børn i det skjulte. De får foreløbig ikke at vide, at deres forældre er blevet millionærer, da parret ikke vil blive opfattet anderledes af deres omgangskreds.
- Man vil jo altid gerne hjælpe sine børn frem i verden, men vi har ikke før haft penge til det. Så selvom de ikke får at vide, at vi er kommet til penge, så vil vi hjælpe sådan lidt i det skjulte.
Han tilføjer, at de vil kamuflere det som forskud på arv eller noget andet, men indtil videre holder de kortene tæt ind til kroppen.
Læs også
Kærlighedsboost efter gevinst
Ifølge Danske Spil har vinderen også overvejet sin egen fremtid, og tanken om at stoppe på arbejdsmarkedet er ikke helt urealistisk - heller ikke for hans kone. Parret kunne godt tænke sig mere tid sammen fremover.
- Det gør da et eller andet, at man får mulighed for at gøre noget ved alle de drømme, som man har haft gennem livet, men som ikke har været mulige med den indkomst, vi har haft. Nu er verden åben for vores fødder, siger vinderen til Danske Spil i en pressemeddelelse.
Manden vandt den store præmie i fredags, og opdagede først at han var blevet millionær lørdag.