Heldet tilsmiler Ebeltoft - igen

To Lotto-gevinster på bare en måned

Foto: Danske Spil

Hvis man gerne vil vinde en million kroner, skal man måske overveje at købe sin Lotto-kupon i en butik i Ebeltoft.

I hvert fald har netop Ebeltoft statistikken med sig, når det kommer til spilgevinster den seneste måned.

I lørdags vandt en heldig spiller en millioner kroner i forbindelse med Danske Spils ekstratrækning. Det er anden gang inden for bare en måned, at det sker.

Så sent som for tre uger siden, den 18. januar, vandt en Lotto-spiller ligeledes én million kroner.

Fælles for begge vinderkuponer er, at de er købt hos Føtex på Nordre Strandvej i Ebeltoft.

Se også: Vinder 1 million kroner

Om tredje gang også bliver lykkens gang, melder historien endnu ikke noget om.