Hel by stinker af kattepis: Skyldes fejl på ventil

En ventilfejl på De Danske Gærfabrikker Grenaa er skyld i, at hele byen lugter af kattepis

02:30

VIDEO: På grund af en overbelastning af renseanlægget har gærfabrikken forpestet byen med lugt af tis og råd.

Det stinker i Grenaa.

En fejl på en ventil i produktionsanlægget hos De Danske Gærfabrikker Grenaa har skabt voldsomme lugtgener i Grenaa. En af dem, som stanken rammer, er Henrik Stub Møller, som bor i byen.

Det lugter afskyeligt. Det lugter af kattepis eller råddent gær.

Henrik Stub Møller, Grenaa

- Det lugter afskyeligt. Det lugter af kattepis eller råddent gær, siger Henrik Stub Møller til TV2 ØSTJYLLAND.

Også Henrik Holmsted Pedersen har også været ramt af lugtgenerne.

- Jeg har fået direkte hovedpine af det, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller, at det har stået på i 8-10 dage i denne omgang, men at det har været et tilbagevendende problem i årevis.

Måtte droppe udeservering

I midtbyen har en barejer også mærket direkte konsekvenser af den kraftige stank.

- Vi har udeservering på torvet. Ved eftermiddagstid kommer den her fæle stank, og jeg har rigtig mange kunder, der brokkede sig over at skulle nyde en øl i en stank af tis, eller hvad det nu end er. Jeg blev nødt til at lukke ned tidligere, siger Nicolai Christiansen, der er ejer af baren Avra i Grenaa.

Han beskriver i øvrigt også lugten som en blanding af tis og noget råddent.

Årsagen er nu klar

Gærfabrikken har onsdag eftermiddag udsendt en pressemeddelse, hvor de forklarer årsagen til lugtgenerne.

Ventilfejlen har ramt rensningsanlægget, som siden midten af maj derfor har været ramt af kraftig overbelastning. Det er den overbelastning, som er årsagen til, at store dele af byen har været ramt af en voldsom stank.

Læs også Cyklist ramt af bil: Ung kvinde dræbt i trafikulykke

Gærfabrikken oplyser, at de forventer, at problemet er løst senest mandag d. 4. juni 2018. 

- Vi beklager meget de gener, som dette uheld har skabt for vores naboer og borgere, skriver de i pressemeddelelsen. 

De afviser at medvirke i et interview, men henviser til pressemeddelelsen. 

Lugten bliver af flere beskrevet som en blanding af kattepis og døde dyr i forrådnelse.

Hos kommunen modtog man tirsdag en massiv mængde henvendelser, men det er længere tid siden, at de første borgere begyndte at stille spørgsmålstegn til stanken.

- Vi hørte første gang om det i sidste uge, men det var ikke noget, vi tog meget alvorligt, for vi har nogle gange før haft henvendelser fra Grenaa omkring lugt i det område, fortæller Ulrik Christensen, der er Erhvervs- og miljøchef i Norddjurs Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Årsagen er blevet diskuteret

Årsagen er nu klar, men den er ellers blevet diskuteret voldsomt inde på Facebook-gruppen 8500 Grenå.

Nogle borgere mente, at det var rensningsanlægget, som kæmper mod varmen. 

Læs også Flere familier søger om hjælp til at holde sommerferie

Gennemskylning af byens kloakker blev også nævnt som en mulig årsag i facebooktråden, som har mere end 50 kommentarer.

Andre mente, at det var gærfabrikken i byen, og de har altså nu fået ret.