Hedebølge i weekenden

Varm luft sydfra kan give hedebølge

Smeltende is, svedige kroppe og bare tæer. Sommeren har igen meldt sin ankomst, og ifølge DMI er der chance for en decideret hedebølge den kommende weekend.

Den strålende sol og de varme temperaturer spreder sig over hele landet, og det er der en god grund til, fortæller vagtchef ved DMI, Thyge Rasmussen.

- De fleste bliver begunstiget med det rigtigt gode vejr den næste tid, for der kommer nemlig ikke ret meget vind. Det er altid vinden, der driller, da den nogle steder, hvor det blæser fra vandet, gør, at der ikke bliver lige så varmt som andre steder, siger han.

Varm luft sydfra

Der kommer dog et lille ophold i det gode vejr torsdag, hvor en front med lidt regn bevæger sig ind over landet fra sydvest. Thyge Rasmussen pointerer, at regnen hovedsageligt vil falde i Sønderjylland og ikke nødvendigvis når ud i hele landet.

- Det er ikke de store mængder regn, der kommer, men det betyder et luftmasseskift. Når fronten har passeret, får vi luft op sydfra, og det er altså rigtig varm luft, vi får derfra både fredag, lørdag og søndag, fortæller Thyge Rasmussen og tilføjer:

- Så i weekenden kan vi godt komme helt op i nærheden af 30 grader.

For at man kan snakke om en hedebølge, skal temperaturen i halvdelen af landet være på mindst 28 grader, og det skal så stå på i minimum 3 dage.

- Jeg kan godt være i tvivl, om vi får 3 dage, der alle bliver så varme. Men det er tæt på at kunne blive en lille hedebølge på 2-3 dage, siger Thyge Rasmussen.