Hedder du Ronnie?
Fri entré og gratis øl på stadion
Superligaklubben Randers FC kan ikke beskyldes for ikke at tænke kreativt, når det handler om at fylde stadion.
Næsten 7.000 tilskuere mødte frem, da kronjyderne forud for mandagens hjemmekamp mod OB satte billetpriserne ned til 20 kr. stykket.
Under fredagens kamp mod AaB er billetpriserne tilbage på vanligt niveau. Til gengæld er vilkårene yderst favorable for tilskuere, der enten hedder Ronnie til fornavn eller Schwartz til efternavn. Disse kommer nemlig gratis ind - og bliver derudover trakteret med øl og vand.
Noget kunne tyde på, at Randers FC kommer til at hoste op med en del fribilletter i løbet af aftenen. Ifølge kronjydernes topscorer, Ronnie Schwartz, har hans nordjyske familie med samme efternavn planer om at tage turen til AutoC Park for at få stillet tørsten.
- Der går lidt gas i min familie om, at der kommer nogle busser herned, siger han til Randers FCs hjemmeside.
Topkampen mellem Randers og AaB bliver fløjtet i gang fredag kl. 18.30.