Headhunter valgt som Årets Erhvervskvinde
En mangeårig indsats for kvinders indflydelse blev lørdag honoreret med prisen som Årets ErhvervsKvinde 2009 til headhunteren Aase Hoeck, Århus.
Prisen uddeles af netværket Erhvervskvinder, og overrækkelsen fandt sted på ARoS Århus Kunstmuseum.
Aase Hoeck er indehaver af Sekretær- og LederService samt jobbaserne KarriereProfiler.dk og KarriereKvinder.dk
Siden 1991 har hun som headhunter specialiseret sig i rekruttering af kvindelige ledere, chefsekretærer og bestyrelsesmedlemmer.
- Hun er desuden valgt som en særdeles aktiv offentlig debattør med skarpt fokus på kvinders indflydelse i dansk erhvervsliv, hedder det blandt andet i begrundelsen.
Blandt tidligere modtagere af prisen er koncernchef i TrygVesta, Stine Bosse, og forhenværende administrerende direktør i SAS, Susanne Larsen.