Havnescanner virker
Fundet 625 kilo hash på fire måneder
Containerscanneren, som i november sidste år blev sat på Aarhus Havn, har givet Skats Told- og smuglerafdeling store fund.
For nyligt fandt scanneren 50 kilo hash, der var godt gemt i et hulrum i en trailer. Hashen havde nærmest været umuligt at finde uden scanneren, da hulrummet var svejset til, og hashen smurt ind i et fedtet materiale, der skulle besværliggøre narkohundenes arbejde.
- Det går hurtigere. Hvis vi ville kontrollere lige så mange containere med almindelig fysisk kontrol med hænderne, så ville det forsinke varerne for erhvervslivet betydeligt mere, siger afdelingsleder i Skats Told- og smuglerafdeling Hardy Vinter til DR Østjylland.
Der findes i alt to containerscannere i Danmark. På fire måneder har tolderne fundet 625 kilo hash med brug af scanner.
Før scannernes tid var gennemsnittet 350 kilo hash om året.