Havndal sagde ja til Randers

Borgerne i Havndal-området stemte for en fusion med Randers. Dermed bliver Mariager Kommune delt i to.

Med et meget spinkelt flertal på otte mod syv besluttede byrådet i Mariager Kommune i aftes at følge Havndal-borgernes ønske om, at Havndal skilles fra Mariager.

55 procent af borgerne i Havndal havde i forbindelse med en folkeafstemning tidligere på dagen stemt for, at Havndal skulle med i en kronjysk kommune sammen med Randers, og det var tilsyneladende flertal nok for de fleste i byrådet til at tilslutte sig en løsrivelse.

Borgmester Erik Kirkegaard Mikkelsen (K) er dog ikke tilfreds med den beslutning.

- Jeg synes, at flertallet var for umarkant. Hvis man tager antallet af stemmer, er det kun 86 stemmer, der afgør en skæbne for de 8.300 indbyggere, som Mariager består af. Det er for lidt i så vigtig en sag, mener Erik Kirkegaard Mikkelsen.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i dagens udsendelser.