Havndal får ny afstemning

Borgerne i Havndal får mulighed for at løsrive sig fra resten af Mariager Kommune og blive lagt sammen med Randers.

Byrådet i Mariager har på et ekstraordinært byrådsmøde besluttet at lade borgerne i landsbyen Havndal få en folkeafstemning, som kan føre til en deling af den østjyske kommune.

Tirsdag viste en folkeafstemning i Mariager Kommune ellers et klart flertal for, at kommunen går sammen med Hobro, Arden og Hadsund kommuner i den nye strukturreform, men borgerne i Havndal ønsker i stedet at indgå i en storkommune omkring Randers.

Beslutningen om at lave en ny lokal folkeafstemning i Havndal er stærkt inspireret af, at tre fremtrædende byrådsmedlemmer i Mariager er bosiddende i området.