Havetraktorer i høj kurs hos tyveknægte

Det er højsæson for græsslåning, og det kan mærkes på tyverianmeldelserne til Østjyllands Politi.

I løbet af den seneste uge har flere beboere på Djursland oplevet, at deres havetraktor er blevet fjernet af ukendte gerningsmænd.

Natten mellem mandag og tirsdag blev der ifølge Lokalavisen Syddjurs stjålet en havetraktor af mærket Husqvarna fra en landejendom på Ålsrodevej i Ålsrode.

I det samme tidsrum er der fra en lade på Glatvedvej ved Balle kort derfra stjålet håndværktøj og gjort forsøg på at stjæle en havetraktor.

Et vidne har set en polsk indregistreret lukket varebil køre i området i tiden op til natten.

Også på den vestlige del af Djursland har havetraktor-tyve været på spil. I løbet af weekenden er der blevet stjålet en havetraktor af mærket Craftsman fra en garage på ved Knagstrup nær Hornslet.