Havde ulovlige skydevåben
Mand anholdt med seks rifler og en pistol
Politiet har igen afsløret en mand på Djursland med adskillige farlige skydevåben.
Under en ransagning har betjente fra Østjyllands Politi fundet en pistol, seks rifler og andre ting.
Ransagningen er sket tirsdag, og sagen er så alvorlig, at den formodede ejer bør varetægtsfængsles, mener politiet.
Derfor er der onsdag formiddag grundlovsforhør med den anholdte, der er 49 år.
- Sagen har ingen relation til bande- eller rockermiljøet, siger politiets talsmand, Mogens Brøndum.
Politiet har også fundet magasinet til en maskinpistol, ligesom der lå ammunition til pistolen.
Påstanden er, at den 49-årige har overtrådt straffelovens paragraf om skydevåben.
For tiden behandler Retten i Holbæk en stor våbensag, som involverer blandt andre en 65-årig mand fra Grenaa.
Han har håndteret 40 ulovlige våben, og torsdag fastsættes straffen til manden, der er kendt for sin intense interesse for våben.