Havde barn med til røveri

Røveri mod Fakta i Solbjerg

Foto: Google Maps

Torsdag eftermiddag begik en ukendt gerningsmand et røveri mod Fakta på Solbjerg Hedevej i Solbjerg syd for Aarhus, mens et kvinde og et barn ventede udenfor i flugtbilen.

Klokken 15.42 gik gerningsmanden ind i et lager til butikken og stjal ti kartoner med cigaretter, oplyser Østjyllands Politi.

En kvindelig ansat havde set den langfingrede mand og forsøgte at forhindre ham i at flygte.

Men det fik gerningsmanden til at slå ud efter hende under flugten.

- Det startede som tyveri, men i og med at han slår ud efter den ansatte, bliver det til et røveri, siger vagtchef Peter Hallstrøm fra Østjyllands Politi.

Gerningsmanden kørte væk fra Fakta i en turkis blå Chervolet Matiz.

- I bilen, som holdt og ventede ude foran butikken under røveriet, var der en kvinde og et barn, siger Peter Hallstrøm.

Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende, normal af bygning, 25-30 år gammel og cirka 175 til 180 centimeter høj. Han var iført en sort dynevest, en sort T-shirt, sorte shorts, sorte sko og sort bøllehat. Derudover har han en tatovering under det højre øje.

Kvinden beskrives som dansk af udseende, almindelig af bygning, 25-30 år gammel og mellem 160-170 centimeter høj. Hun har langt og lyst hår og var iført sort tøj.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.