Havareret lastbil og bil-sammenstød skaber kø på motorvej

Motorvejen ved Horsens er ramt af flere uheld. En havareret lastbil og et harmonikasammenstød skaber kø

Foto: Google Maps

En lastbil, der er havareret på motorvejen ved Horsens, skaber tirsdag sidst på eftermiddagen lang kø.

Lastbilen er gået i stykker i nordgående spor ved afkørsel 57. 

- Vi er i gang med at fjerne lastbilen. Det er muligt at køre på motorvejen, men der er i øjeblikket lang kø. Hvornår trafikken igen glider normalt, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen om den havarerede lastbil klokken 16.13. 

Læs også Ny rekord: Så mange kører på den østjyske motorvej

Som om den stillestående lastbil ikke giver trafikale udfordringer nok i Horsens-området, er flere biler stødt sammen ved afkørsel 58. 

Det uheld spærrer højre vognbane i nordgående retning.

Der er ikke oplysninger om, hvorvidt nogen er kommet til skade ved de to uheld.