Hashlugt gav våbenfund
Betjente fra Østjyllands Politi fandt onsdag flere våben, da de ransagede en 34-årig mands lejlighed, fordi der lugtede af hash.
26. nov 2009, kl. 10:23
Mere end 30 dage gammel
Politiet henvendte sig onsdag eftermiddag til den 34-årige mand på hans bopæl i Århus, og da betjentene opdagede en kraftig lugt af hash besluttede de at ransage lejligheden.
Og det var en klog beslutning. Udover cirka 200 gram hash fandt politiet nemlig en pistol med tilhørende ammunition, en dolk og en armbrøst.
Manden fremstilles torsdag i grundlovsforhør sigtet for at have været i besiddelse af pistolen og ammunitionen.