Hash førte til 25 jakker
Efterforskning ledte politi på spor af 24-årig mand
25 jakker og et par gram hash var i går aftes fangsten, da Østjyllands Politi mødte op på en adresse i Randers.
Politiet mødte klokken 22.30 op på en 24-årig mands bopæl.
Det skete efter politiet i forbindelse med deres efterforskning havde fået begrundet mistanke om, at manden var i besiddelse af euforiserende stoffer.
Mistanken viste at holde stik. På hans bopæl fandt politiet et par gram hash, og ved nærmere ransagning af mandens loft dukkede endnu noget op.
- Vi fandt 25 helt nye jakker af mærkerne SMOG, Anapurna og Geographical Norway, som formentlig er stjålet, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi er nu igang med nærmere at undersøge, hvor tøjet stammer fra.