Hård kamp om kæmpehaller
Århus og en række andre større danske byer kæmper om at være først med storhaller til idræt og koncerter.
Konkurrencen om at være de den første by med en såkaldt multiarena er hård.
Mens københavnske politikere og interesseorganisationer kæmper for at få en multiarena til hovedstaden, har mindst seks andre danske byer planer om at bygge store indendørsarenaer. Det gælder Århus, Horsens, Herning, Kolding, Sønderborg og Næstved.
Halbyggerierne vil hver især koste trecifrede millionbeløb og skal kunne rumme mellem 8.000 og 35.000 tilskuere.
I Århus ønsker politikerne sig en arena med plads til 20.000. Anlæggelsen af storhallen skal dog gå stærkt, for Danmark er ikke stor nok til alle de multiarenaer, der i øjeblikket af planer om. Det vurderer Jørgen Hansen, turistdirektør for turistorganisationen VisitAarhus.
- Det bliver et overordentligt vigtigt konkurrenceparameter. En by som Århus kan ikke blive nummer fire eller fem i Jylland til at bygge en storhal, siger han til Ritzau.