Hård frost driller bilejerne

Falck har travlt med start- og låsehjælp

215. Så mange gange har Falck ydet starthjælp siden kl. 6 i morges.

- Vi har rigtig travlt lige nu - ikke med at trække folk fri fra sneen - det er frosten, der driller. Rigtig mange har brug for starthjælp eller hjælp til at få låst sin bil op, siger Thomas Dietz, der er vagtcentralleder hos Falck, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Vinterens koldeste nat

Der kom ellers store mængder sne i nat - særligt på Djursland. Men sneen har indtil nu ikke givet voldsom travlhed hos Falck.

- Bilisterne kører efter forholdende. Det er vores vurdering, siger Thomas Dietz.

- Og det skal de selvfølgelig fortsætte med. Man skal køre som om, der er glat - både på cykel og i bil.

Og det er nok en god idé - der er nemlig ifølge DMI mulighed for sne, slud og dermed isslag flere steder i Østjylland i løbet af dagen.