Har viljen til sejr
Topmotiveret og store forventninger
Håndboldklubben SK Aarhus er klar til en ny sæson. Niveuaet hedder 1. division, men formen, attituden og forventningerne siger meget mere.
SK Aarhus tager søndag aften hul på en ny sæson i 1. division. En sæson som er tegnet og tilrettelagt med et højt ambitionsniveau og et topmotiveret hold. Der skal nye boller på suppen, og derfor skal holdet levere deres ypperste hver gang og levere et højt niveau hele sæsonen igennem. Det er ikke altid, det bliver lige kønt, men der skal point på kontoen, og der skal fightes 100 procent.
- Vi har store forventninger til os selv, og det skal også nok lykkes, hvis vi gør det, som vi har lovet hinanden og er topmotiveret til hver eneste kamp, ligemeget om det er en top eller bundklub, som vi møder. Indsats og attitude skal være i top hver eneste gang. Det er altafgørende for, at vi skal få en god sæson. Det dur ikke, at man skal skrue op i en kamp eller to, hvis man ikke tidligere har ramt nivauet. Det kan være svært at finde det mod et bundhold, siger cheftræner Jesper Holmris til stiften.dk.
Skal blande sig i topstriden
Der er lagt i ovnen til en hård kamp i toppen. Navnligt er det fem hold, der skiller sig ud. Silkeborg/Voel, Ajax, Vendsyssel, Lyngby og så SK Aarhus.
- Det bliver et tæt opløb, hvor vi helst skulle slutte øverst, siger
cheftræneren.
Aarhus-klubben har virkelig været på spillerjagt i sommerferien. Truppen er blevet gevaldigt oprustet i forhold til den forgange sæson. De nye spillere er blevet testet i løbet af sommeren, og der er masser af muligheder.
- Vi har en meget bred trup, hvor vi har brugt alle. Man skal huske på, at vi har fået 10 nye spillere ind, og alle har fået en fair chance for at spille sig på holdet. Vi har ikke satset på en bestemt start syver fra begyndelsen. Der er selvfølgelig spillere og profiler, der kommer til at trække læsset, men vi har også mange i næste geled, der gør det rigtigt godt. Der er en Emma Mogensen, Ramona Szabo og Marte Berger, som har gjort det godt i træningskampene, siger Jesper Holmris til stiften.dk.
SK Aarhus spiller som sagt første kamp søndag aften klokken 19.30 mod VSH 2002 i Vejlby-Risskov Hallen.