Har ulven fået unger?

Hævder at have observeret hvalpe

En ny generation af ulve har tilsyneladende set dagens lys i den danske natur. Det mener en gruppe ulveentusiaster, der har optaget lyden af flere ulvehvalpehyl et sted i Danmark.

Entusiasterne, der er organiseret i netværket Ulvetracking Danmark, oplyser, at man for godt en uge siden hørte og optog hylene, som adskiller sig fra tidligere optagelser.

Hylene var kortere, ikke så dybe og mindre kraftfulde, lyder det.

- Det er lykkedes os at optage to hyl, som, vi er sikre på, er ulvehvalpe. Dette er vi selvfølgelig meget beærede over at have fået lov at opleve, og denne observation, mener vi, er i alles interesse af få offentliggjort, skriver entusiasterne på deres hjemmeside.

Se: Ulvehyl og tis i skoven

Hvalpenes hyl er optaget i et område, hvor der har været flere meldinger om ulve, men af hensyn til de små hvalpe holdes det nøjagtige sted hemmeligt.

Flere gange er der blevet observeret en ulv i hedeområderne vest for Silkeborg. Der har også været meldinger om ulve andre steder i Østjylland, men disse er ikke dokumenterede.

Observation af hvalpene er nu indrapporteret til den ansvarlige for det skovområde, som observationen er gjort i.

Ifølge netværket er det første gang i nyere tid, at der er observeret ulvehvalpe i den danske natur.

- Dette kan betyde, at vi er på vej til at få en bestand i Danmark, som kan bidrage til den fortsatte bevarelse af denne fredede dyreart, lyder det.

- Dette kan også betyde, at vi er på vej til at få vores første ulvekobbel i Danmark. Det vil sandsynligvis betyde, at de bliver mere synlige.

Se: Skal vi frygte ulven?

Hvalpene er formentlig omkring fem måneder gamle og vil dermed snart kunne følge de voksne ulve rundt og lære at gå på jagt i området.

Ulveekspert Thomas Secher fra Naturhistorisk Museum i Aarhus siger til tvmidtvest.dk, at der indtil videre ikke er fundet dna-spor af hunulve i Danmark.

- Men når det så er sagt, er det bestemt ikke usandsynligt, at der skulle gemme sig en hunulv, som vi endnu ikke har sikret os spor af. Hunulve strejfer også meget, siger han til tvmidtvest.dk.

Hør ulvehylene på ulvetracking.dk