Har problemer i Kina
Dynekongen havde planer om 500 butikker
Silkeborg-dynekongen Lars Larsen har svært ved at få foden indenfor på det store kinesiske marked.
Tilbage i 2010 meldte indehaveren af Jysk ud, at den østjyske sengetøjsgigant havde planer om at åbne op mod 500 butikker i Kina.
Sådan er det dog ikke gået. I dag er der syv butikker i Kina - og senest er to butikker faktisk lukket i det store asiatiske land.
Lars Larsen erkender, at kædens koncept skal ændres, hvis indtoget i Kina skal blive en succes.
- I Kina skal vi nok satse mere på dyner og puder - og butikkerne skal være mindre. Der skal ikke være så mange møbler, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Trods de nuværende udfordringer er Lars Larsen sikker på, at Jysk også bliver en succes i Kina.
- Ting tager tid. Jeg er ikke pessimistisk eller skuffet. Det tog 15 år at komme ind på det svenske marked, så det skal nok også lykkes i Kina.