Har mistet hver fjerde passager
Tilbagegang på udenrigs- og chartertrafik
Der er blevet bedre plads på parkeringspladsen foran Aarhus Lufthavn på Djursland.
I løbet af de seneste tre år har lufthavnen ved Tirstrup mistet mere end hver fjerde passager. Det skriver check-in.dk.
I alt anvendte 422.145 passagerer Aarhus Lufthavn i 2014, viser en frisk opgørelse. Det er en tilbagegang på mere end 28 procent i forhold til 2011, hvor konkurrencen på det danske indenrigsmarked rasede for fuld udblæsning.
Tilbagegangen for Aarhus Lufthavn begyndte for alvor i maj 2012, da selskabet Cimber Sterling gik konkurs. Efter konkursen stod SAS tilbage som eneste operatør på indenrigsruten til København og var ikke i stand til at udfylde tomrummet med ekstra kapacitet.
Siden er det lykkedes at sætte en prop i indenrigspassagerernes flugt. I 2014 oplevede Aarhus Lufthavn en lille fremgang på indenrigstrafikken, mens der til gengæld var en stor tilbagegang på udenrigs- og chartertrafikken.
Næste år er der risiko for, at passagertallet falder yderligere. Det irske lavprisselskab Ryanair har valgt at droppe en række ruter fra Aarhus Lufthavn. Derudover reduceres antallet af afgange til og fra London.
Aarhus Lufthavn er ejet af Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner. Et flertal af politikerne i Aarhus Byråd har besluttet at undersøge mulighederne for at flytte lufthavnen tættere på Aarhus.