Har levet med nyt hjerte i 20 år
- Jeg har fået et fantastisk liv
Hanne Knudsen fra Ebeltoft har levet med et transplanteret hjerte i 20 år.
TV 2 | ØSTJYLLAND mødte i 1994 den dengang 33-årige østjyske kvinde, efter at hun havde fået konstateret en sjælden, dødelig virus i hjertet.
Hun var indlagt på intensivafdelingen og var flere gange tæt på at dø. Efter tre ugers indlæggelse blev hun én af de første, der fik en hjertetransplantation på Skejby Sygehus.
Snart har Hanne Knudsen levet med sit nye hjerte i 20 år.
- Det har betydet, at jeg har fået et fantastisk liv. Jeg har fået lov til at følge mine børn og fået lov til at følge dem vokse op. Det skyldes, at der er en, der har taget stilling (til organtransplantation, red.) på et tidspunkt, siger hun i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hanne Knudsen håber, at flere i fremtiden vil være villige til at donere deres organer til andre.
- Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har fået!
Mød Hanne Knudsen i tv-indslaget øverst på siden.