Har lært af misrøgt-sag

Børn udsat for misrøgt, mens nomadefamilie boede i Skanderborg

Rapporter om såkaldte nomadefamilier skal være mere nøjagtige og detaljerede.

Det har Skanderborg Kommune lært af den såkaldte Brønderslevsag, der i går begyndte i retten i Hjørring.

Familien med de ni børn, der angiveligt blev udsat for misrøgt og mishandling, boede nogle måneder i Skanderborg, inden den flyttede videre til Brønderslev. Det fortæller DR Østjylland. 

Skanderborg Kommune blev i den forbindelse udsat for mild kritik af den sociale ankestyrelse, men nu er der rettet op på rutinerne, siger Børn- og Ungechef Annie Noes.

- Journalerne om den slags familier skal ikke kun indeholde afgørelserne men også de overvejelser, der ligger bag, siger hun.

De overvejelser, som kan være vigtige at få med i journalen, kan for eksempel dreje sig om, hvorvidt sagsbehandlerne har haft en tvangsfjernelse af familiens børn i tankerne.  På den måde kan den kommune, der skal modtage nomadefamilien se, hvor galt det står til i familien.

Ud over bedre journalføring har Skanderborg Kommune også oprettet et beredskab, som skal stå parat og modtage nomadefamilier, når de flytter ind over kommunegrænsen.

Kilde: DR Østjylland