Har gået i 21 dage uden at få vabler: Patrick kæmper mod ensomhed

Patrick Cakirli går 550 kilometer fra København til Aalborg for at sætte fokus på ensomhed. Søndag nåede han til Brabrand.

02:49

VIDEO: Patrick Cakirli startede sin 550 kilometer lange vandretur den 1. april. Hvis alt går efter planen, er han i mål i Aalborg den 28. april.

Hvis Patrick Cakirlas ben er ved at være ømme, så er der ikke noget at sige til det.

Han har nemlig vandret gennem landet siden den 1. april.

Læs også Kønnet har stor betydning for ensomhed blandt unge

- Benene har det overraskende fint. Jeg har absolut ingen vabler på fødderne, så man kan slet ikke se på dem, at jeg har gået så langt, siger 28-årige Patrick Cakirli til TV2 ØSTJYLLAND.

Den unge mand går i alt 550 kilometer med start i København og endestation Aalborg, og han gør det for at sætte fokus på ensomhed.

Patrick Cakirli går kun, så længe han har nogle at følges med. Og det har han haft hele vejen indtil videre. 

Derfor er der også et lille men. Han går nemlig kun, hvis han har nogle at følges med. Hvis han er alene, så står han stille.

Da han var nået til Brabrand søndag eftermiddag, havde det dog ikke været tilfældet endnu.

- Det er meget overvældende, og jeg er meget taknemmelig for, at folk har lyst til at støtte op omkring det her, siger Patrick Cakirli.

Jeg synes, temaet ensomhed er noget, jeg oplever mere og mere gennem de unge mennesker, jeg støder på.

Charlotte Vindeløv, Gammel Rye

Det anslås, at omkring 350.000 danskere føler sig ensomme. Og det er også en følelse, Patrick Cakirli selv har kæmpet med.

Charlotte Vindeløv fra Gammel Rye er en af de friske østjyder, der søndag havde sluttet sig til Patrick Cakirli.

- Jeg synes, temaet ensomhed er noget, jeg oplever mere og mere gennem de unge mennesker, jeg støder på, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

En række beboere på Jobkollegiet i Brabrand, der er et sted for unge udviklingshæmmede, sluttede sig søndag til Patrick Cakirli. Han skal overnatte på Jobkollegiet sammen med de unge natten til mandag. 

Også beboere fra Jobkollegiet i Brabrand, der er et sted for unge udviklingshæmmede var med på gåturen i dag. Det er nemlig en relevant problemstilling for dem.

- Det er et godt formål, han går imod. Og de unge har jo deres udfordring, i og med at de også er i risikozonen for at blive ensomme, siger Rasmus Høyer Persen, der er socialpædagog på Jobkollegiet i Brabrand, til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er meget overvældende, og jeg er meget taknemmelig for, at folk har lyst til at støtte op omkring det her.

Patrick Cakirli, stifter, March mod Ensomhed

Patrick Cakirli skal overnatte på Jobkollegiet natten til mandag. Herefter går turen videre til Hadsten, og tirsdag har han blikket rettet mod Randers. 

Hvis alt går efter planen, er Patrick Cakirli fremme i Aalborg den 28. april.

På hele turen sendes der live på Facebook. På den måde har man mulighed for at følge med i, hvor langt han er nået, og måske slutte sig til ham.