Har du et godt sparetip?
Se TV 2 | ØSTJYLLAND og få gode råd til hvordan du kan finde et nyt job midt i en krisetid. Vi efterlyser også dine sparetips.
Østjyderne bliver i den her tid ramt hårdt af den verdensomspændende økonomiske krise. Mange mister deres arbejde eller kan ikke få solgt deres hus, og det betyder, at der er mange familier, hvor det kan være svært at få økonomien til at hænge sammen.
TV 2 | ØSTJYLLAND giver i serien 'Sparekuren' gode konkrete råd til, hvordan man får den daglige økonomi til at hænge bedre sammen.
Karin Andersen er en af dem, der er hårdt ramt af finanskrisen. Hun er blevet fyret, hun er blevet skilt og derfor har hun et hus, hun ikke kan få solgt.
Forude venter sønnen Kenneths konfirmation, og den er der slet ikke overskud til i det meget stramme budget.
- Vi har kun lige til det mest nødvendig, som mad og tøj, fortæller Karin Andersen i udsendelsen.
Flere privatøkonomiske rådgivere har givet Karin Andersen det råd, af, at det bedste hun kan gøre for at forbedre sin økonomi, er at sætte alle kræfter ind på at få et nyt job.
Derfor skal vi i 2. afsnit af "Sparekuren" mødes med jobkonsulent Marianne Brøndum på jobcenteret i Hadsten. Hun kender alt til det skrantende arbejdsmarked, og har masser af gode idéer til hvordan Karin Andersen måske kan få et nyt arbejde.
Karin Andersen har de seneste tre uger fulgt en række spareråd fra både eksperter og TV 2 | ØSTJYLLAND's seere. I udsendelsen bliver det afsløret, at Karin Andersen rent faktisk har sparet en hel del penge hver eneste uge ved at følge de gode råd.
Har du et godt spareråd, som du vil dele med andre, så send os en mail på ">mailto:sparekuren@tv2oj.dk">sparekuren@tv2oj.dk
2. afsnit af "Sparekuren" bliver sendt onsdag 18. marts klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.