Har anholdt flugtfange
Drabsmand anholdt søndag aften i Holbæk
Den unge drabsmand, som fredag stak af fra et psykiatrisk hospital i Risskov, er anholdt nær Holbæk.
Den flygtede drabsmand, Dannie Sejberg Meldgaard, er søndag aften anholdt nær Holbæk på Sjælland, efter lidt mere end to døgn på fri fod. Det oplyser Østjyllands Politi.
Kontaktede selv politiet
Anholdelsen skete klokken 16.21, hvor betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi bankede på døren til den 20-årige drabsdømtes familie på Holbæk-egnen.
- Den eftersøgte havde forinden selv kontaktet politiet og oplyst, hvor han var. Selve anholdelsen foregik uden dramatik, skriver politikommissær Peter Hunniche i en pressemeddelelse.
Dømt for drab
Den 20-årige stak af fredag, da han var ude at gå en tur med to ansatte klokken 09.50.
Dannie Sejbjerg Meldgaard, blev i september dømt for drabet på en 25-årig mand i Auning på Djursland.
Mentalundersøgelsen konkluderede, at Meldgaard er sindssyg, og derfor er han i stedet for en almindelig fængselsstraf dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
Drabet skete i oktober 2011, og efter forbrydelsen blev der sat ild til villaen i Auning, ligesom den 20-årige kørte liget til en sø nær Mejlby.