Hansen Møblers butikker i Randers og Århus reddet
Hansen Møbler A/S fortsætter driften af forretningerne i Randers og Århus. Til gengæld lukker butikkerne i andre jyske byer.
Hansen Møbler A/S har været i betalingsstandsning siden 14. september, og den nye ejerkreds har siden arbejdet på at rekonstruere selskabet.
Ifølge Randers Amtsavis er rekonstruktionen lykkedes, idet den nye ejerkreds har indskudt ny kapital og ved, at alle kreditorer i selskabet har medvirket til en frivillig akkord.
- Det er med stor begejstring, vi kan oplyse, at vi har indgået aftale med en ny bankforbindelse, som sammen med ejerne er indstillet på at stille likviditet til rådighed, siger virksomhedens administrerende direktør, Leif Christensen, til avisen.
Rekonstruktionen betyder, at butikkerne i Randers og Århus fortsætter. Til gengæld lukker forretningerne i Nørresundby, Herning og Vejle, da virksomheden ikke mener, de er rentable.