Hanne er handicappet: Jeg ved hvordan man tager dansegreb på en mand
Diskotek i Randers holder åbent for for festglade mennesker med særlige behov
- Jeg kan det hele. Og jeg vil det hele, siger Hanne Eskildsen.
Hun er beboer på Bostedet Neptunvej i Randers.
Og fredag aften skal hun på diskotek. Et rigtigt diskotek af slagsen.
Det er natklubben Rustik og Flamingo i Randers, der holder åbent for mennesker med særlige behov. Så personer med et fysisk eller psykisk handicap har mulighed for at få en svingom på et rigtigt dansegulv.
Præcis ligesom mange andre gør det fredag aften.
- Det er en god ide for at lave den inklusion, som vi synes er så vigtig, siger Annette Tang, social- og sundhedsassistent, bostedet Neptunvej, Randers.
Har lov til at drikke shots
Hun er en af initiativtagerne til festen. Annette Tang peger på én ting, der er særlig vigtig for deltagerne.
- De vil også kunne sige, at de har siddet på en barstol og fået en drink. Og at de har fået lov til at drikke shots, siger Annette Tang.
For Hanne Eskildsen er diskoteksbesøget et kærkommet afbræk i hverdagen. Og ligesom de fleste andre bruger hun tid på at finde den helt rette påklædning.
Og så kan hun lide at danse.
- Det er næsten noget af det bedste, jeg ved. Jeg har gået til dans engang, der dansede jeg sammen med en, der hedder Kjeld nede fra Randers Sport. Derfor ved jeg godt, hvordan man tager dansegreb på en mand, hvis man kan vælge at kalde det sådan, siger Hanne Eskildsen.
TV 2 | ØSTJYLLANDS reporter, Malthe Birger Jensen, får sig en svingom på dansegulvet, da han fredag aften er på diskotek i Randers med Hanne Eskildsen og andre med psykiske og fysiske handicaps. Se mere i videoen øverst i artiklen.