Hanin blev for 10 år siden sendt i skole langt fra sit hjem

- I de mindre klasser kunne jeg ikke være med til så meget

02:56

Hver morgen tager Hanin Faour linje 6A i skole. Og hjem igen. Turen tager en halv time hver vej.

- Det er hårdt, at man hver dag skal stå rigtig tidligt op. Men efter mange år, er jeg blevet vant til det, siger Hanin Faour.

Hele sit liv har hun boet i Aarhus V, men hun har altid gået i skole i Aarhus S mere end 10 kilometer fra sin bopæl.

- Det er ikke så rart, når man gerne vil være sammen med sine venner. Jeg skal tit hjem først, hvis vi for eksempel skal ind til byen. Det tager alt for lang tid, siger Hanin Faour.

Læs også Se de glade billeder: Skolebørn giver deres legetøj væk

Hun går i 8. klasse på Skåde Skole og har gjort det siden 0. klasse. Hanin Faour blev henvist efter en sprogscreening, fordi hun dengang ikke var så god til dansk.

- Hun talte ok, men brugte nogen gange ordene forkert. Men hun var hurtig til at lære det, siger Emma-Emilie Bundgaard, elev, Skåde Skole, Aarhus.

Det er nu 10 år siden, at Aarhus Kommune begyndte at sende børn som Hanin Faour ud til andre skoler.

I 2010 slog en undersøgelse fast, at de henviste elever ganske vist blev markant bedre til dansk, men at de til gengæld havde svært ved at finde legekammerater.

Det dilemma er stadig aktuelt.

- En ting er, at man bliver god til sproget, men hvis man ikke integrerer sig med de danske børn, er halvdelen af projektet ikke lykkedes. De her børn bliver kørt fra, hvor de bor. Den afstand gør, at det at have noget med de andre børn er vanskeligt, siger Mogens Petersen, skoleleder, Skåde Skole, Aarhus.

Læs også Skole ribbet for 86 iPads og 11 computere

- I de lidt mindre klasser, hvor jeg ikke selv kunne tage bussen, følte jeg tit, at jeg ikke kunne være med til så meget, fordi mine forældre tit ikke lige havde tid til at køre mig frem og tilbage. Der følte jeg, at jeg var lidt udenfor, siger Hanin Faour.

I årenes løb er hun gået glip af mange fødselsdage og skolearrangementer, fordi hun bor langt væk. Nu er hun med til det meste.

- Hun er mega sød. Hvis Hanin ikke havde været her, havde klassen været en helt anden. Hun er virkelig klassens humørbombe, siger Nikoline Brose, elev, Skåde Skole, Aarhus.

Øverst kan du se hele indslaget med Hanin Faour, der går i skole 10 kilometer fra sit hjem.