Handicappet mor overfaldet
Hør kvinden fortælle om episoden
Mona Rasmussen fik en hård medfart efter at to unge tasketyve tirsdag formiddag havde udset sig den 33-årige handicappede kvinde som deres offer.
Episoden endte med vold mod Mona Rasmussens og trusler med hendes treårige datter.
- Jeg kan slet ikke forstå, man kan gøre sådan noget mod andre mennesker, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Stoppet af knallert
Klokken 11 kørte hun på en handicap-scooter på en sti i Haveforeningen Risskov efter at hun havde handlet i et indkøbscenter ikke langt derfra. På skødet havde hun sin datter Isabella.
På et tidspunkt kørte en yngre mand på knallert ind foran hende, så hun ikke kunne fortsætte kørslen. Samtidig stoppede en anden knallert op umiddelbart bag hende.
- De var store. Det var ikke bare små fyre. Man kunne se, de gik i træningscenter, siger Mona Rasmussen.
Slog med knyttet næve
Føreren af den bagerste knallert forsøgte i første gang at stjæle hendes taske, som lå ved hendes fødder. I begyndelsen havde hun held til at holde fast i tasken, så den ikke kunne blive revet fra hende.
I stedet gik føreren af den anden knallert hen til Mona Rasmussen og slog hende flere gange hårdt i ansigtet med knyttet næve. Samtidig råbte han til hendes treårige datter, at "næste gang bliver det dig din møgunge".
- Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg fik bare nogen på hovedet, og de truede min datter. Jeg kunne ingenting gøre. Det var rigtig grimt, siger Mona Rasmussen.
Den forslåede kvinde valgte derefter at give slip fra tasken, hvorefter de to knallertkørere forsvandt.
Sølvstav i højre øjenbryn
Politiet hører meget gerne fra vidner, der har set overfaldet eller har en mistanke om, hvem overfaldsmændene er.
Blandt andet vil politiet gerne tale med en kvindelig kondiløber, som løb forbi, mens overfaldet stod på.
Føreren af den forreste knallert er en ung dansk mand på cirka 16 år. Han er 180 cm høj og har kort lyst hår. Under overfaldet var han iført gråt joggingtøj og en sort dynejakke. Han bar ingen styrthjelm, men havde i stedet en blå NFL-kasket på hovedet. Han kørte på en hvid scooter.
Den anden gerningsmand er en 16-årig dansk mand. Han er 170 cm høj og har halvlangt mørkt hår. Han bar en sort kasket. Under overfaldet var han iført lyse cowboybukser samt en grå sweatshirt med hætte. Han havde en sølvstav som piercing gennem højre øjenbryn.
Aldrig gennem skoven mere
For både Mona Rasmussen og hendes datter, har oplevelsen sat sine spor.
- Vi kører aldrig igennem den skov mere, siger hun.
Hør Mona Rasmussen fortælle om sin datters reaktion på episoden i klippet herover og se indslaget i de regionale nyhederne kl 22.20