Handicappede på plejehjem
Store besparelser kan tvinge handicappede i kommunen på ældreplejehjem
Fremover skal handicappede formentlig bo på plejehjem sammen med de ældre i Favrskov Kommune. Det kan blive en af konsekvenserne ved de store besparelser, som byrådet i dag er på jagt efter. Byrådet skal nemlig finde 33 millioner kroner, der skal spares i dette års budget.
Allerede nu ser det ud til, at der kommer udgifter, der ikke var budgetteret med, skriver Århus Stiftstidende. Derfor har de enkelte udvalg fundet en række besparelser delt op i A og B forslag, som byrådet nu skal vende og dreje i forsøget på at finde besparelser.
Et af A-forslagene til besparelser er, at handicappede fremover skal bo på kommunens ældreplejehjem. Derudover lyder forslagene blandt andet på at sende færre til specialundervisning udenfor kommunen og færre penge til ny asfalt.