Handicappede Line efterlyser job på Facebook: Møder stor opbakning

Den 24-årige kørestolsbruger Line Skands fra Aarhus har længe ønsket sig et job uden at kunne finde et. Nu tager hun affære gennem et opslag på Facebook

Line Skands har rygmarvsbrok, men selvom hun sidder i kørestol, fungerer hendes arme og hoved fint. Derfor kunne hun rigtig godt tænke sig et job og søger hjælp til at finde et via Facebook.

- Selvom jeg er kørestolsbruger, virker mine arme fint, og ligeledes hovedet, skriver Line Skands i et opslag på Facebook.

I opslaget efterlyser hun sit netværks hjælp til at finde et job eller noget frivilligt arbejde, hun kan give sig i kast med.

Facebook-opdateringen møder stor opbakning. I skrivende stund er det blevet delt mere end 600 gange.

- Jeg havde slet ikke regnet med det. Jeg sad bare i weekenden og snakkede med nogen om, at man kunne prøve at lave sådan et opslag, og så tænkte jeg, at det kunne jeg da godt gøre, siger Line Skands til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun afsluttede i december sin STU, en særlig tilrettelagt uddannelse for unge med særlige behov, og siden da har hun ledt efter et job med lys og lygte.

Læs også Felix har vand i hovedet: Hans mor skriver om det på Facebook

- Jeg ved ikke, hvorfor det ikke er lykkedes. Men jeg tror generelt, det er sværere at finde et job, når man har et eller andet handicap, siger Line Skands, der har rygmarvsbrok.

I Facebook-opslagets kommentarspor møder Line Skands alt fra rosende ord og klap på skulderen til forslag til jobs, hun muligvis ville kunne varetage. Folk foreslår alt fra kontor- eller pakkearbejde  til frivilligt arbejde på et dyreinternat. 

Læs også Magnus ruskede tremmer i 10 minutter: - Det må være ensomt at sidde i fængsel

- Jeg synes da bare, det er dejligt, at folk har lyst til at dele det og hjælpe mig med at finde på nogle idéer og hjælpe med nogen, der kender nogen, siger Line Skands.

Hun har nu tænkt sig at kigge opslaget grundigt igennem og besøge nogle af de steder, hun er blevet foreslået.