Handicappede laver maden
Fra januar står udviklingshæmmede for mad til børnehave
Udviklingshæmmede fra Levefællesskabet Herthas værksteder skal fra januar 2012 lave mad til børnene i Børnehaven Nordlyset i Herskind.
Børnehaven og Hertha er blevet bragt sammen af byens lokalråd, der ønskede at bruge de lokale ressourcer til at sikre børnene en god madopvelse. Også Skanderborg kommune er gået ind i projektet ved at ombygge børnehavens køkken, så det er muligt at lave mad til de mange børn.
I dag var to af de udviklingshæmmede på besøg i børnehaven for at lave suppe og brød til børnene og vænne sig til køkkenet.
- Det er dejligt at lave mad til børnene. De er glade for at vi er her, og det er rart, at de siger, at maden smager godt, siger Stine Marie Thorrud, der er en af de udviklingshæmmede, der lavede mad i dag.
Forældrene er med
Børnehaven er gået med i projektet med stor opbakning fra forældrene.
- Vi kan give hinanden noget forskelligt og det er vigtigt for børnene både at se og lugte maden mens den bliver til, men også at lære om rummelighed og tolerance ved at være sammen med udviklingshæmmede, siger Hanna Rasmussen, der er leder af Børnehaven Nordlyset til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I klippet ovenover kan du se besøget i børnehaven i dag.