Håndgranat fundet på skole
Har ligget på loftet siden 2. verdenskrig
En håndværker fandt i går en håndgranat i forbindelse med renoveringsarbejde på loftet på Kornmod Realskole i Silkeborg Midtby.
Granaten var fuldt funktionsdygtig og stammer formentlig fra 2. verdenskrig, skriver mja.dk.
Granaten var pakket ind i en avis fra 1948, og det får politiet til at anslå, at nogen har haft brug for at gemme den væk efter 2. verdenskrig.
- Vi turde ikke umiddelbart røre ved den, så der blev taget et billede af håndgranaten, som vi sendte til hærens ammunitionsrydningstjeneste (EOD). Ud fra billedet kunne sprængstofeksperter se, hvilken type håndgranat der var tale om, fortæller vicepolitikommissær Lasse Ivanøe til mja.dk.
Det blev vurderet, at den ikke umiddelbart var farlig, og den vil senere blive tilintetgjort ved en såkaldt "kontrolleret sprængning".