Håndboldpiger lærer tricks af Camilla Dalby
Randers HK afholder i denne uge håndboldcamp for unge spillere
65 unge håndboldspillere har valgt at bruge en del af deres efterårsferie på at udfordre dem selv.
Det sker til håndboldcamp hos liga-kvinderne fra Randers HK, som gerne vil give dem oplevelsen af at være professionel håndboldspiller.
Det tilbud har Catrine Kilsgaard fra Hadsten takket ja til. I weekenden og frem til i dag har hun trænet og lært nye teorier omkring spillet, som hun glæder sig til at tage med til sin klub Hadsten Håndbold.
Drømmen er, at kunne leve af sin sport:
- Jeg vil gerne være professionel håndboldspiller, siger hun og fortæller om, hvordan de seneste to dage på skolen har været:
- Det har været rigtig sjovt og lærerigt.
Inspirere spillerne
Håndboldspilleren Camilla Dalby, der i dag spiller i Randers HK og som er kendt fra det danske kvindelandshold, har i disse dage skiftet rollen som spiller ud med træner.
Hun forsøger sammen med flere af sine holdkammerater at lære de unge spillere nye finter og skudvarianter:
- Jeg håber på, at det tænder en gnist i mange af dem.
Håndboldcampen skal ifølge Camilla Dalby gerne forsøge at presse de unge spillere og give dem et realistisk billede af, hvordan hverdagen ser ud, når man spiller håndbold på højt plan:
- Der er mange piger, der går med drømmen om at nå helt til tops, og så kan de mærke i sådan en weekend her, om det stadig er noget, de har lyst til.
Du kan høre, hvad Catrine Kilsgaard synes om håndboldlejren, og hvad hun har lært, i videoen øverst i artiklen.