Håndbolden sikret i Randers
Randers HK, som i sidste sæson var truet af konkurs, har fået arbejdsro med en kapitalindsprøjtning på to millioner kroner.
En kapitalindsprøjtning på to millioner kroner skal sikre driften i håndboldklubben Randers HK, som i sidste sæson var tæt på en konkurs og måtte afgive flere nøglespillere.
Ifølge Radio ABC kommer pengene fra klubbens to hovedsponsorer, dele af erhvervslivet i Randers og omegn samt moderklubberne. Onsdag aften bliver klubben desuden omdannet til et aktieselskab.
Ifølge bestyrelsesformand Jan Dahl fortsætter driften på nuværende niveau. Der vil ikke blive foretaget nogle unødvendige investeringer, hvorfor kapitalindsprøjtningen lægges på kistebunden, så klubben aldrig kommer i økonomisk uføre som i sidste sæson.
- Det har været nødvendigt at få tilført penge, så vi har noget at tære på og sikre fremtiden. Vores mål i denne sæson er at blive i ligaen, men fremover vil økonomien danne vores sportslige ambitioner. Vi skal oparbejde en kapital, før vi kan bruge
den, siger Jan Dahl, som i første omgang
vil bruge ressourcer på at styrke organi-
sationen. /ritzau/