Han var helt tæt på Thorning
Den socialdemokratiske gruppeformand, Leif Lahn Jensen, fortæller om valgudskrivelsen i Statsministeriet
Mens de fleste danskere kunne se med på tv-skærmene, da statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag besluttede sig for at udskrive valg, så var der andre, der var noget tættere på begivenhederne.
En af dem er Socialdemokraternes gruppeformand Leif Lahn Jensen, som er opstillet i Østjylland.
I et interview med TV 2 | ØSTJYLLAND afslører han ikke, hvorvidt han selv kendte til valgdatoen, men fortæller, at det kun var ganske få, der kendte til statsministerens valgplaner:
Hvor tæt har hun holdt den her dato ind til kroppen?
- Hun har holdt den meget, meget tæt. Der er stort set ikke ret mange, der har vidst det, siger Leif Lahn Jensen.
Til spørgsmålet om, hvor stor en rolle, at meningsmålingerne har spillet på udskrivelsen af valget, svarer han:
- Selvfølgelig kigger vi på meningsmålinger. Det er klart, siger han og fortsætter:
- Vi har kunne vise fremgang i vækst og i forhold til lavere arbejdsløshed. Vi har også kørt nogle ret gode kampagner, må man sige, hvor vi har vist resultaterne. Vi har vist, hvad vi vil fremadrettet med vores velfærdsudspil.
Leif Lahn Jensen var hele formiddagen og den tidlige eftermiddag på Christiansborg, hvor han skulle sørge for at samle partimedlemmerne efter Helle Thorning-Schmidts tale.
Her blev der plads til kram og sang, inden politikerne gik i gang med den indledende valgkamp.
Sent på eftermiddagen tog Leif Lahn Jensen så et fly tilbage til Djursland, hvor han bor og er opstillet. Det er her, han vil tilbringe hele sin valgkamp:
- Man vil se mig alle steder på Djursland. Alle de steder, jeg kan være, de næste tre uger, siger han.
Du kan se hele interviewet med gruppeformand Leif Lahn Jensen i videoen øverst i artiklen.