Han træner verdens bedste
Har trænet skak-mestre gennem 10 år
Verdensmesterskabet i Skak foregår i disse dage i Indien. To spillere, Anand og Carlsen, kæmper om retten til at kalde sig for verdens bedste.
En af forklaringerne på at de to er kommet så langt er Peter Heine fra Aarhus. Han er nemlig Danmarks stærkeste skakspiller, og så har han gjort det at træne andre til sin særlige kompetence og levevej:
- Jeg har trænet begge skakspillere over de sidste 10 år. Og det er da fantastisk at få lov til at arbejde med dem. De er ekstreme talenter og ekstrem gode spillere, fortæller Peter Heine.
I øjeblikket kan aarhusianeren så følge sine to elever. VM matchen i skak mellem den forsvarende verdensmester Vishy Anand fra Indien og den unge udfordrer nordmanden Magnus Carlsen er på alle måder historisk.
Aldrig før har en spiller fra norden været så tæt på at blive verdensmester og Norsk TV transmitterer ikke mindre end 100 timers fjernsyn fra begivenheden.
VM-matchen i skak spilles over 12 partier og fortsætter i morgen.
Se mere i videoen øverst på siden.