Han drømmer om at dirigere

Skoleelev kom på særligt praktikophold

04:13

1 af 2

Jens Ginge Skov fra Hadsten går bare i ottende klasse, men for kort tid siden trådte han ud af klasselokalet og ind i Aarhus Domkirke for at stå foran et professionelt kor.

Som noget helt særligt havde Jens Ginge Skov nemlig fået mulighed for at komme i praktik hos dirigent Karsten Seyer-Hansen, som til daglig underviser ved Det Jyske Musikkonservatorium.

I en uge kunne Jens Ginge Skov observere og deltage i undervisningen, inden han til sidst selv fik lov til at dirigere et rigtigt kor.

Det var på mange måder en drøm, der gik i opfyldelse for den unge korsanger, som selv drømmer om at blive dirigent.

- Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive dirigent. Det er det, jeg vil videre med mit liv, siger Jens Ginge Skov til TV 2 | ØSTJYLLAND.

For Karsten Seyer-Hansen var oplevelsen også helt speciel. Det er ikke hver dag, at han har en ekstra mand ved sin side.

- Det er faktisk første gang, at jeg har en praktikant med mig en hel uge, hvor jeg også tænker, at han skal have lov til at dirigere lidt undervejs. Det er nyt, siger Karsten Seyer-Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se i tv-indslaget øverst i artiklen, hvordan det gik Jens Ginge Skov, da han skulle dirigere et kor.