- Han bliver helt sikkert valgt
Formand for vælgerforening tror på Naser Khader
Det Konservative Folkepartis førstemand i Østjylland til det kommende folketingsvalg blev sent i aftes præsenteret.
Det bliver den tidligere folketingspolitiker Naser Khader, som nu er opsat på at vende tilbage til dansk politik.
Den beslutning glæder man sig over i Århus Konservative Vælgerforening. Formanden Lars Kjær fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND er mere end tilfreds med, at Khader nu er blevet folketingskandidat i Aarhus Syd og Skanderborg-kredsen:
- Jeg er en meget glad og stolt formand. Han er vores fremmeste kandidat i hele Østjyllands Storkreds, siger Lars Kjær og tilføjer:
- Han bliver valgt. Det er jeg 100 procent sikker på.
Naser Khaders beslutning om at gå ind i politik igen har ifølge Lars Kjær været et stykke tid undervejs. I gennem de seneste par måneder har Lars Kjær været i dialog med Khader, men han troede ikke på, at den garvede politiker til sidst ville takke ja til kandidaturet.
Se: Officielt: Khader er kandidat
Ved folketingsvalget i 2011 gik Det Konservative Folkeparti voldsomt tilbage på landsplan og mistede omkring halvdelen af mandaterne.
Med Khader i front i Østjylland er håbet, at partiet kan beholde sit mandat og måske opnå endda genvinde et mere.
Ifølge formand for den aarhusianske vælgerforening, Lars Kjær, er der ingen tvivl om, at Naser Khader vil være et stærkt kort ved næste valg, hvor emnerne uden tvivl vil kredse om blandt andet sikkerheds- og værdipolitik:
- Han er en stærk værdikæmper. Han er en ideologisk politiker, og det er der måske for få af i Folketinget. Han har mod til at kæmpe, selvom det også har store omkostninger at stå på mål for sine holdninger, siger han og hentyder til, at Naser Khader blandt andet lever under beskyttelse af PET, siger Lars Kjær.
Naser Khader vil officielt blive valgt som folketingskandidat ved to generalforsamlinger torsdag.
Du kan se et interview med Lars Kjær fra TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelse tirsdag aften klokken 22.25 i videoen øverst på siden.