Hamstring af grafikkort koster dyrt for eSports-elever

Udenlandske spekulanter i krypto-valuta hamstrer grafikkort, hvilket betyder prisen stiger. Det kan have konsekvenser for Game Sport College i Grenaa

01:56

Østeuropæiske spekulanter i krypto-valuta hamstrer grafikkort, hvilket får prisen på kortene til at tordne i vejret.

Det rammer blandt andre eleverne på Game Sport College i Grenaa som satser benhårdt på eSport.

- Vi er dybt afhængige af gode grafikkort på vores skole, siger Søren Hoffmann Hansen, der er innovationschef på Game Sports College i Grenaa.

Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis man skal være e-sportsatlet, så betyder udstyret rigtig, rigtig meget.

Søren Hoffmann Hansen, Game Sport College

Grafikkort er helt essentielle for folk, som spekulerer i kryptovaluta – som eksempelvis bitcoins. For at få adgang til – og tjene – kryptovaluta kræver det nemlig massiv regnekraft – og det kan grafikkortene give. Jo flere kort, jo bedre indtjening.

Grafikkort essentielle

Men de selvsamme grafikkort er en helt essentiel del af eSport. Atleterne skal bruge grafikkortets kræfter til at køre deres spil optimalt. 

Læs også Butik tjente tusindvis af kroner på Bitcoins: Sådan får du fat i dem

Den store efterspørgsel efter grafikkort – fra især østeuropæiske spekulanter – har slået bunden ud af markedet på grafikkort. Det betyder, at grafikkort er steget voldsomt i pris, og værste fald slet ikke kan skaffes.

Det kan få store konsekvenser for Game Sport College i Grenå. Indtil videre har den enorme efterspørgsel på grafikkort ikke påvirket skolen. Men det kan den komme til at gøre.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis man skal være e-sportsatlet, så betyder udstyret rigtig, rigtig meget. I kampsituationer skal du have de bedste forhold til at nedkæmpe dine modstandere, siger Søren Hoffmann Hansen, der er innovationschef på Game Sports College i Grenaa. 

Del af undervisningen

Udover at spilentusiasterne har eget udstyr, så bruger de også tid på computerspil som en del af undervisningen.

- Vi har gjort os en masse tanker om sommeroptaget, hvor vi skal ud og købe en hel masse maskiner hjem til vores elever. Og der krydser vi fingre for, at udviklingen stagnerer og også gerne falder lidt igen. Ellers bliver det en rigtig dyr sommer for os, siger Søren Hoffmann Hansen.

Læs også Psykiatriske afdelinger i knæ: Endnu en overlæge siger op

Udskiftning af grafikkort i elevernes computer sker hyppigt.

- Jeg har skiftet det omkring fem gange, siger Marcus Carlsen, der er elev på Game Sports College.

For Marcus Carlsen er grafikkortene meget vigtige.

- Når der kommer et nyt spil ud, så kan jeg ikke spille det endnu, for min computer kan bare ikke trække det. Det er ærgerligt, især når jeg gerne vil ud og investere i et, siger Marcus Carlsen.

Hos Danmarks største forhandler af grafikkort oplever man henvendelser, som aldrig er set før.

- Den vildeste henvendelse, det er 100.000 kort til en kunde, siger Poul Thyregod, der er stifter af Proshop, der fortæller, at nogle grafikkort er steget i op til 45 procent i pris.