Hammel viser skolerne frem

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) ser nærmere på Hammel Kommunes succes på skoleområdet.

I Hammel genkender politikerne ikke det billede, medierne normalt tegner af den danske folkeskole.

Skoleeleverne i Hammel Kommune klarer sig generelt bedre end deres jævnaldrende andre steder i landet, og skolerne fremstår ikke gamle og nedslidte - tværtimod. Kommunens tre folkeskoler er i løbet af de seneste år blevet renoveret for 60 millioner kroner.

For at vise, at kritikken af den danske folkeskole ikke i alle tilfælde er berettiget, har formanden for kommunens børne- og kulturudvalg, Hans Jensen (V), inviteret undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at besøge Hammel.

I løbet af dagen kigger Bertel Haarder blandt andet indenfor på 10. klasses-centret på Skovvangsskolen.

TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om Bertel haarders besøg i torsdagens udsendelser.