Hammel-kød frifundet
Trods ulovligt foder og rod i medicin-registrene blev der ikke fundet antibiotika i svinekød fra Hammel.
Et omdiskuteret parti svinekød fra Hammel er ikke fyldt med medicinrester.
Landmanden, der ejede de slagtede svin, er tidligere blevet beskyldt for ulovligt at have brugt bejdset såsæd som dyrefoder. Da der samtidig blev konstateret rod i registreringen af medicinforbruget i besætningen, blev de slagtede dyr undersøgt for rester af antibiotika.
Fødevaredirektoratet er netop blevet færdig med sine undersøgelser, og her er konklusionen, at der ikke er medicinrester i kødet. Direktoratet har derfor besluttet, at kødet skal frigives.
Med Førevaredirektoratets beslutning er sagen imidlertid ikke slut for den østjyske landmand. Plantedirektoratet har ifølge Ritzaus Bureau overgivet sagen til politiet, da besætningsejeren har overtrådt foderstoflovgivningen.