Ham her vil du ikke lægge arm med
Kim Lynge Frederiksen fra Aarhus Armwrestlers vandt i weekenden sølv i en af de tungeste kategorier til DM i armlægning.
Kim Lynge Frederiksen fra Aarhus Armwrestlers deltog i weekenden i sin første turnering i armlægning.
Læs også
- Det gælder om at komme så højt op på sin modstanders hånd som muligt. Det er meget taktisk, og det er millimeter, fortæller armlægger Kim Lynge Frederiksen.
Lørdag deltog han i Danmarksmesterskaberne i København, hvor han vandt sølv i en af de tungeste vægtklasser.
- Jeg kunne godt mærke, at det var nogle rutinerede ræve, jeg var oppe imod. Der blev kæmpet utroligt meget om håndposition, inden starten går, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Der er flere forskellige vægtklasser, man kan stille op i til Danmarksmesterskabet. Kim Lynge Frederiksen stillede op i klassen, hvor man kun må veje under 105 kg.
- Jeg har lært en hel masse. Jeg har blandt andet lært, at jeg er lidt for flink. Specielt i de første kampe gav jeg for meget væk af min egen position. Jeg kender ikke alle bissetricksne endnu, siger Kim Lynge Frederiksen.
Læs også
Han er forholdsvis urutineret i armlægning, da han kun har dyrket det i under ét år på det her plan – tidligere har han spillet meget håndbold.
Kim Lynge Frederiksen er da også et talent, fortæller en af de mere erfarne i Aarhus Armwrestlers.
- Kim har et kæmpe potentiale, hans højre arm kan easy dominere meget af Danmark i fremtiden, har Joe Hougaard tidligere fortalt til TV2 ØSTJYLLAND.
Det viste Kim Lynge Frederiksens så til sit første danmarksmesterskab med en 2. plads, og det bliver helt sikkert ikke, hans sidste stævne.
- Jeg skal helt bestemt være med igen næste år. Jeg har for alvor fået blod på tanden. Det næste mål er at vinde det jyske mesterskab, fortæller han.
Læs også
Vinderen i vægtklassen fra 95 kg. til 105 kg., som Kim Lynge Frederiksen deltog i, blev vundet af Vitali Kravets, som også blev vinderen af hele DM.