Halv pris på billetter: I dag bliver det billigere at tage færgen

En tur til Samsø, Tunø, Endelave eller Anholt bliver langt billigere i foråret og efteråret

Fra i dag, den 16. marts, skal man have færre penge op af lommen, hvis man vil på en færgetur til Samsø eller Tunø.

Faktisk kan man spare op mod halvdelen af prisen på en billet. Eksempelvis falder prisen for en enkeltbillet til Samsø fra 102 til 51 kroner. 

Det kan lade sig gøre, fordi Samsø Kommune modtager knap 10 millioner kroner fra Social- og Indenrigsministeriet. 

Læs også Ny lov sikrer billigere færgebilletter

Årsagen til, at billetpriserne sænkes skyldes en beslutning i Folketinget, som betyder, at der årligt bliver givet tilskud til kommuner med færgeforbindelser til en række danske øer. I alt er tilskuddet på landsplan 55,6 millioner kroner, hvoraf Østjylland får del i de 12 millioner kroner.

De penge bruges på at gøre det billigere at komme til Samsø, Tunø. Endelave og Anholt. 

01:47

VIDEO: Samsingerne jublede, da et flertal i Folketinget sidste sommer besluttede at sænke prisen på færgebilletter. 

Luk video

Hvis man tænker, at det kunne lyde som en god idé med en billig sommerferie på en af de fire øer, må man dog tro om. Forudsætningen for tilskuddet er nemlig, at det bruges uden for højsæsonen. Det vil sige i foråret og efteråret for netop at forlænge sæsonen. 

Mens Samsø og Tunø sænker prisen fra dags dato, ser det anderledes ud med Anholt og Endelave.

Satte prisen ned tidligere

På Anholt har man allerede pr. 1. januar i år sænket prisen på færgebilletterne. Det skyldes dog helt andre årsager, fortæller overfartsleder Anne Marie Poulsen fra Grenaa-Anholt færgen til TV 2 | ØSTJYLLAND:

Læs også Billige billetter får folk til at valfarte til Tunø

- Vi havde overskud i vores midler fra 2016 i forhold til nedsættelser af priserne på godstransport. De penge har fået lov til at bruge på passagernedsættelser fra 1. januar til 15. marts. Hvis vi ikke havde overskuddet, ville vores billetter også først være sænket fra den 16. marts.

På den måde er der billigere billetter 10 uger før sommerferien og 10 uger efter

Jørgen Broch, chef for Beredskab og Sikkerhed, Horsens Kommune

Hvad angår Endelave er der billigere billetter på vej. I samarbejde med borgerforeningen har man her besluttet, at prisnedsættelsen først gælder fra den 17. april:

- På den måde er der billigere billetter 10 uger før sommerferien og 10 uger efter, siger chef for Sikkerhed og Beredskab fra Horsens Kommune, Jørgen Broch, som har ansvaret for Endelave Færgen. 

I oversigten nedenfor kan du se, hvor meget en enkeltbillet falder i pris, og hvor stort tilskuddet til de enkelte færgeruter er: 

Endelave Færgefart

Tilskud for 2017: 264.000 kroner

 

  • Voksen: 92 kroner (normalpris: 115 kroner)
  • Barn 4-15 år: 69 kroner (normalpris: 87 kroner)
  • Pensionist: 17 kroner (normalpris: 21 kroner)

Nedsættelser gælder i perioden fra 17. april til 25 juni og fra 7. august til 15. oktober 2017.

Grenaa-Anholt Færgefart 

Tilskud for 2017: 1.120.000 kroner

 

  • Voksen: 70 kroner (normalpris: 185 kroner)
  • Barn 4-12 år: 35 kroner (normalpris: 90 kroner)

Nedsættelser gælder i perioden fra 1. januar til 26. juni 2017 og fra 8. august og i en periode frem. 

Samsø Rederi 

Tilskud for 2017: 9.966.000 kroner

 

  • Voksen: 51 kroner (normalpris: 102 kroner)
  • Barn 4-15 år/pensionist: 31 kroner (normalpris: 51 kroner)

Nedsættelser gælder i perioden fra 16. marts til 23. juni og fra 14. august til 15 november 2017. 

Tunø-færgen

Tilskud for 2017: 669.000 kroner.

  Foto: VisitOdder

  • Voksen: 48 kroner (normalpris: 95 kroner)
  • Barn/pensionist: 24 kroner (normalpris: 48 kroner)

Nedsættelser gælder i perioden fra 16. marts til 26. juni og fra 7. august til 30. november 2017.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet samt Grenaa-Anholt Færgefart.

Du kan dykke ned i hele teksten "Bekendtgørelse om nedsættelse af færgetakster for biler, passagerer m.v. til og fra visse øer" ved at klikke her.