Halsedisse-regel vækker harme
Mikkel Beckmann fra Randers FC er vred over, at han snart skal smide halsedissen
Mikkel Beckmanns skuffelse skyldes, at det internationale fodboldforbund FIFA har besluttet at forbyde halsedisser om halsen på fodboldspillere.
Spillere som bl.a. Randers FCs Mikkel Beckmann ynder ellers at lune halsen ved hjælp af netop halsedisser. Men det er altså snart fortid.
FIFA mener nemlig, at halsedisser indebærer en potentiel kvælningsfare, hvis en modspiller river fat i den omdiskuterede hals-varmer.
- Jeg synes, det er plat og svagt, at man laver sådan en regel. Jeg kan ikke rigtigt forstå det, og vi kan tage forholdsregler mod alting. Snart må vil vel heller ikke have trøjer på, der flagrer bare en lille smule, siger Mikkel Beckmann til Randers Amtsavis.
Halsedisse-forbuddet træder i kraft til sommer.