Halmballer og folkedans: Grundfør var vært for landsbyerne

Landsbyen Grundfør var vært for arrangementet Oplev Landsbyen

01:56

Lørdag steg antallet af borgere, der befandt sig i landsbyen Grundfør i Favrskov, nok til en del flere end det normale.

Det skyldes, at landsbyen var vært for alle regionens landsbyer. Arrangementet hed Oplev Landsbyen, og Grundførs 419 indbyggere havde forberedt sig i lang tid på at skabe den helt perfekte landsbystemning til dagen.

- Jeg synes, det vi har fundet frem til er blevet rigtig godt, og det viser Grundfør godt, siger bestyrelsesmedlem i Grundfør Borgerforening.

Jeg er rigtig glad for at bo i en landsby, fordi der er meget mere luft mellem folk, man går ikke som sild i en tønde, når man går ned ad gaden

Clara Brøgger Poulsen fra Kolind

Der var både halmballer, folkedans og et galleri i en gylletank. Derudover havde landsbyerne og lokale producenter sat stande op, som man kunne besøge.

Og det er vigtigt, at landsbyerne viser, hvad de har at byde på, for de får en vigtig rolle at spille i fremtiden, det mener i hvert fald kommunikationschef for Europæisk Kulturby 2017, Bent Sørensen.

- Landsbyerne har på et tidspunkt i 00’erne stagneret, men det er vigtigt, at vise, at med den digitale udvikling, og hele spørgsmålet om bæredygtighed, jamen så er der en vigtig rolle for landsbyerne at spille, siger Bent Sørensen.

Der var opstillet stande rundt omkring på pladsen i Grundfør, hvor man kunne opleve alt det bedste, som de forskellige landsbyer havde at byde på.

I mange år har man set, at folk flytter fra landsbyerne og indtil de større byer, men også den trend, tror Bent Sørensen, at der bliver gjort noget ved. 

- Jeg er sikker på, at trenden med at flytte til byerne, hvor huse og lejligheder bliver dyrere og dyrere vil vende, så folk finder tilbage til landsbyerne og finder ud af, at det faktisk er oaser at bo i, siger Bent Sørensen. 

Læs også Kunststi er en succes som arrangøren vil gentage

Og hvis man spørger borgerne i landsbyerne, er det da heller ikke svært at se fordelene ved at bo i de små landsbysamfund.

- Jeg er rigtig glad for at bo i en landsby, fordi der er meget mere luft mellem folk, man går ikke som sild i en tønde, når man går ned ad gaden, siger Clara Brøgger Poulsen fra Kolind.