Halloween er over os
Østjyderne har taget den amerikanske tradition halloween til sig. Se her, hvor der er arrangementer i regionen.
Vi har faktisk kendt halloween længe i Danmark. Ordet halloween er nemlig en sammentrækning af det engelske "all-hallow-even", som er et gammelt udtryk for "alle helgeners aften", det vi sige aftenen før allehelgensdag. Men måden, som vi fejrer halloween eller Allehelgensaften på, har ændret sig.
I midten af 1990'erne tog mange danskere nemlig den amerikanske model til sig med uhygge, udklædning og græskarmænd. Og siden da er traditionen blevet mere og mere udbredt.
I aften går det så løs igen. For eksempel på SFO'en på Hvinningdalskolen i Silkeborg. Her skal 670 børn og voksne holde halloween. Det er dog et arrangement, som kræver tilmelding og tilknytning til SFO'en.
Til gengæld kan du og/eller dine børn deltage i følgende arrangementer:
Randers Regnskov, klokken 21. Her vil der være ansigtsmalere, caféen byder på særlig halloweenmad og børnene møde jungleheksen Cecropia. Der er gratis entré, hvis man er klædt ud.
Gammel Estrup, klokken 18, 20 og 22. Den gamle herregård byder på spøgelseshistorier og uhyggelige rundvisninger. Tilmelding på forhånd er nødvendig.
Kulturperronen i Auning klokken 13-16. Børn kan lave sit eget græskarhoved, og der er mulighed for at nyde en kop mudderbrug eller igleblod på biblioteket.
Moesgård Museum, klokken 19-22. Rundtur på 50 min. med start hvert 10. minut. Turen er så uhyggelig, at børn skal være ifølge med voksne. Modige deltagere vil blandt andre møde ånden fra en vanvittig munk.
TV 2 | ØSTJYLLAND tager også med til halloween. Se med og mærk uhyggen. Det er i aften fra klokken 19.30.