Hallooo... Dårlig mobildækning i yderområder

Hver tiende oplever problemer med mobildækningen i hjemmet. Problemet er værst i tyndt befolkede områder

Visse steder i Norddjurs og Syddjurs Kommune er mobildækningen så dårlig, at man ikke kan komme igennem til alarmcentralen.

Men også i mange andre landområder og mindre byer, oplever mange danskere fortsat, at mobildækningen på deres bopæl langt fra er god nok.

På landsplan er ti procent ramt af problemet, viser en ny undersøgelse blandt godt 2000 danskere i alderen 18-70 år foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen (IDA).

Læs også Ingen mobildækning: Kan ikke engang ringe 112

Men specielt i små byer med under 1000 indbyggere og i landområderne er borgerne meget lidt imponerede af mobildækningen. Her oplever henholdsvis 23 og 25 procent dækningsproblemer ifølge undersøgelsen.

I efteråret sikrede en frekvensauktion, at 2185 husstande, virksomheder og sommerhuse i landdistrikterne fik udsigt til bedre net- og mobildækning.

Et skridt i den rigtige retning

Det er ifølge IDA's teleekspert Thomas Haagendal et skridt i den rigtige retning. Men han mener, at der stadig er alt for mange, der har urimeligt dårlige forbindelser.

Læs også Telebranchen erkender huller i Djursland-dækning

- Gode mobilforbindelser er forudsætningen for, at vi som borgere kan passe arbejde, skole, kontakt til offentlige myndigheder og det personlige netværk.

Gode mobilforbindelser er forudsætningen for, at vi som borgere kan passe arbejde, skole, kontakt til offentlige myndigheder og det personlige netværk

Thomas Haagendal, teleekspert 

- Desuden nytter det ikke, at borgere og virksomheder fravælger at etablere sig i visse områder i Danmark på grund af dårlig dækning, siger han.

Også Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, mener, at mobil- og bredbåndsdækning er afgørende for folk, der skal købe ny bolig.

- Det kan godt være, at folk ikke flytter fra et sted med dårlig mobildækning. Men det bliver også sværere at sælge huset. For til gengæld kikker både boligkøbere og virksomheder på mobildækningen, når de skal overveje, hvor de vil slå sig ned, siger han.

Læs også Borgmester om 112-problem: Ikke godt nok

Derfor er den fortsat dårlige dækning i de tyndere befolkede områder ifølge Steffen Damsgaard utilfredsstillende.

- Det duer jo ikke i 2017, at der er opkald, man ikke kan modtage eller udfald i samtalen. Slet ikke når telebranchen taler om, at der hvert år investeres milliarder i bedre mobildækning, siger han.

03:07

VIDEO: En undersøgelse har vist, at der er store huller i mobildækningen på Djursland. Her kan du møde Peter Collet fra Ålrsode, der er godt træt af mobildækningen - eller mangel på samme.

Luk video